Udskiftning af bådvinduer

 

Vejledning for rigtige amatører og fummelfingrede.

Hvordan skifter man plexiglasruder og gummilister ud på en LM 27.

Jo, teorien er, at man samler gummilisten med en kraftig opvarmet metalspartel og dermed svejser/brænder enderne sammen. Dernæst sætter man en snor i gummilistens udvendige spor til at trække ruden og gummilisten over bådens glasfiberkanter i rudeåbningen.

Man får en af de altid tilstedeværende hjælpere til at trykke den nye rude med gummilisten mod bådens sider, hvorefter man selv indefra i båden trækker i snoren og derved trækker gummikanten ind over glasfiberkanten i rudeåbningen. Såre simpel i teorien og når man er to personer til arbejdet. Hvor svært kan det være?

Virkeligheden er noget forskellig fra teorien. Jeg er altså alene om arbejdet. Det gør ikke arbejdet lettere. Det erkender jeg. Men jeg får tingene gjort – på min måde!

 

Jeg fik købt 14 meter gummiliste type P7G5 (12 m er rigeligt) og låsekile 9,5mm. Yderligere fik jeg købt 6 polycarbonatplader i 4mm tykkelse. Skrogets tykkelse ved vinduerne blev målt til 7-8mm og vejledningen fra LM Glasfiber a/s til ruderne fra dengang båden blev født er opgivet til 4mm.

Så var det blot om at komme i gang. Få de gamle plexiglasruder hevet ud for at kunne bruge dem som skabeloner til de nye polycarbonatruder.

 

Polycarbonatpladerne var meget lette at save i med stiksav. Efter råd benyttede jeg en klinge med ret grov skær og det virkede efter hensigten. Saven gled let gennem pladerne og gav et fint og rent snit.

 

Så kom første overraskelse. De gamle gummilisters tykkelse mellem glas og glasfiber var 6mm – medens de nye gummilisters tykkelse var 9mm. Det betød jo, at den nye rude skulle være 3mm smallere hele vejen rundt i forhold til skabelonen – den gamle rude.

 

Altså måtte stiksaven endnu engang i brug for at save 3mm af den nye rude. Det var faktisk en fejl, men som jeg efterfølgende gentog bevidst. Det var faktisk lettere at bruge den gamle rude som skabelon, save ruden ud og derefter reducere ruden igen med de 3mm hele vejen rundt.

Næste udfordring blev at få den nye gummiliste til at passe ret nøjagtigt til den nye rude. Den nye gummiliste var en anelse større end den gamle liste og var blød – formede sig ikke godvilligt tæt rundt om en rude. Den nye gummiliste måtte klistres til ruden med gaffatape for at jeg kunne få den til at følge ruden rundt, hvilket var nødvendigt for at jeg kunne få rette mål.

 

Gummilistens ender skal skæres meget nøjagtigt og med et rent snit for at kunne sættes ordentligt sammen enten ved svejsning eller limning. Det kræver en meget skarp kniv.

 

Jeg benyttede Loctite Super Glue til at lime gummilistens ender sammen. Det virker godt. Faktisk syntes jeg, at det var langt stærkere end ved svejsning – som jeg havde forsøgt mig med forinden. Fakta er, at jeg ikke kunne rykke gummilisten fra hinanden efter et døgn – så det var super….

Gummilisten blev sat i bådens rudeåbning. Ruden blev sat i sporet i den ene ende og vippet ind over kanten med brug af værktøj med spids. Der skulle også lidt banken på plads med hånden. En gammel cykel-dækjern viste sig at være et ganske fortrinligt stykke værktøj til at vippe ruden ind i gummilistens spor. Dæk-jernet blev slebet lidt ”skarpere” rundt i kanten for at gøre den mere anvendelig. Arbejdet med værktøjet skal gøres forsigtig for ikke at ødelægge gummilisten. Det er lidt bøvlet, men når man nu kun har to hænder….

 

 

 

Jeg startede med de små vinduer forrest, idet jeg anså dem for at kunne blive mest besværlige at udskifte. Det viste også at være tilfældet. Samme gjaldt isætning af låsekilen.

Projektet blev afsluttet med montering af låsekilen. Her gav jeg gummilistens låsekilespor opvaskemiddel i rigelige mængder med en stor injektionssprøjte. Generelt var arbejdet med isætning af låsekilen hårdt arbejde og var især hårdt ved fingrene.

Der findes flere slags låsekileværktøjer – vælg den her på billedet, hvor låsekilen løber op igennem håndtaget og dermed kan styres. Sådan fint stykke værktøj havde jeg ikke. Jeg savnede at kunne få låsekilen til at ligge rigtigt under arbejdet uden den vred sig ud af værktøjet adskillige gange – og dermed også ud af sporet i gummilisten.

Man skal aldrig give op på forhånd selv om der er udsigt til besværligt arbejde. Det gik jo da meget godt, men ikke let……! og projektet er afsluttet! Jeg gør det aldrig mere og måske fik jeg lært mine naboer på bådpladsen nogle nye gloser undervejs. MEN….

Skrevet af Herluf Jensen